
Dansk · Kristendom · Historie · Engelsk · Tysk ·
Samfundsfag
Naturvidenskabelige fag
Matematik · Biologi · Geografi · Natur/teknik ·
Fysik/kemi
Kreative/musiske fag
Billedkunst · Musik · Idræt · Håndarbejde · Hjemkundskab ·
Sløjd
Humanistiske fag
Dansk
Formålet med undervisningen i dansk er at fremme elevernes
oplevelse af sproget som en kilde til udvikling af personlig og kulturel
identitet, der bygger på æstetisk, etisk og historisk forståelse.
Stk. 2. Undervisningen skal fremme elevernes lyst til at
bruge sproget personligt og alsidigt i samspil med andre. Eleverne skal
styrke deres bevidsthed om sproget og udvikle en åben og analytisk
indstilling til deres egen tids og andre perioders udtryksformer. De
skal opnå udtryks- og læseglæde og øge deres indlevelse og indsigt i
litteratur og anden fiktion.
Stk. 3. Undervisningen skal give eleverne adgang til det
nordiske sprog- og kulturfællesskab.
Kristendom
Formålet med undervisningen i kristendomskundskab er, at
eleverne erkender og forstår, at den religiøse dimension har betydning
for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og for dets forhold til
andre.
Stk. 2. Undervisningen tager sit udgangspunkt i
kristendommen, som denne fremtræder i historisk og nutidig sammenhæng.
Stk. 3. Eleverne skal opnå kendskab til bibelske
fortællinger og forståelse af kristendommens betydning for
værdigrundlaget i vor kulturkreds. Derudover indgår ikke-kristne
religioner og livsanskuelser med henblik på, at eleverne får forståelse
af andre livsformer og holdninger.
Stk. 4. Gennem mødet med de forskellige former for
livsspørgsmål og svar, som findes i kristendommen samt i andre
religioner og livsopfattelser, skal undervisningen give eleverne et
grundlag for personlig og ansvarlig stillingtagen og handling over for
medmennesket og naturen.
Historie
Formålet med undervisningen i historie er at styrke
elevernes historiebevidsthed og identitet og øge deres lyst til og
motivation for aktiv deltagelse i et demokratisk samfund. Det sker ved
at fremme deres indsigt i, at mennesker er historieskabte såvel som
historie-skabende.
Stk. 2. Ved at arbejde med samspillet mellem fortid, nutid
og fremtid skal eleverne udvikle deres indsigt i menneskers liv og
livsvilkår gennem tiderne. Herved skal de videreudvikle deres forståelse
af og holdning til egen kultur, andre kulturer og menneskers samspil
med naturen.
Stk. 3. Undervisningen skal give eleverne mulighed for
overblik og fordybelse i vedkommende historiske kundskabsområder og
fremme deres indsigt i kontinuitet og forandring. Undervisningen skal
bygge på og stimulere elevernes evne til indlevelse, analyse og
vurdering og fremme deres lyst til at videregive og skabe historiske
fortællinger på baggrund af tilegnet viden.
Engelsk
Formålet med undervisningen i engelsk er, at
eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder, således at de kan
forstå talt og skrevet engelsk og kan udtrykke sig mundtligt og
skriftligt. Undervisningen skal samtidig udvikle elevernes bevidsthed om
engelsk sprog og sprogbrug samt om sprogtilegnelse.
Stk. 2. Undervisningen skal skabe rammer for oplevelse,
indsigt og samarbejde samt styrke elevernes aktive medvirken. Herved
skal undervisningen bidrage til, at eleverne bevarer lysten til at
beskæftige sig med sprog og kultur til fremme af deres videre udvikling.
Stk. 3. Undervisningen skal give eleverne indsigt i kultur-
og samfunds-forhold i engelsktalende lande og derved styrke deres
internationale forståelse og forståelse af egen kultur.
Tysk
Formålet med undervisningen i tysk er, at eleverne tilegner
sig kundskaber og færdigheder, således at de kan forstå talt og skrevet
tysk og kan udtrykke sig mund tligt og skriftligt. Undervisningen skal
samtidig udvikle elevernes bevidsthed om tysk sprog og sprogbrug samt om
sprogtilegnelse.
Stk. 2. Undervisningen skal skabe rammer for oplevelse,
indsigt og samarbejde samt styrke elevernes aktive medvirken. Herved
skal undervisningen bidrage til, at eleverne bevarer lysten til at
beskæftige sig med sprog og kultur til fremme af deres videre udvikling.
Stk. 3. Undervisningen skal give eleverne indsigt i kultur-
og samfunds-forhold i tysktalende lande og derved styrke deres
internationale forståelse og forståelse af egen kultur.
Samfundsfag
Formålet med undervisningen i samfundsfag er, at
eleverne udvikler lyst og evne til at forstå hverdagslivet i et
samfundsmæssigt perspektiv og til aktiv medleven i et demokratisk
samfund.
Stk. 2. Undervisningen skal medvirke til, at eleverne
udvikler historie- og samfundsbevidsthed, kritisk sans og færdighed i at
iagttage, analysere og vurdere nationale og internationale
samfundsforhold og konflikter.
Stk. 3. Undervisningen skal bidrage til, at eleverne på
baggrund af et personligt tilegnet værdigrundlag deltager aktivt i
samfundsudviklingen. Den enkelte elev skal udvikle ansvarlighed for
løsningen af fælles opgaver og erhverve viden om samfundet og dets
historiske forudsætninger.
Naturligvidenskablige
fag
Matematik
Formålet med undervisningen i matematik er, at eleverne
bliver i stand til at forstå og anvende matematik i sammenhænge, der
vedrører dagligliv, samfundsliv og naturforhold. Analyse og
argumentation skal indgå i arbejdet med emner og problemstillinger.
Stk. 2. Undervisningen tilrettelægges, så eleverne opbygger
matematisk viden og kunnen ud fra egne forudsætninger. Selvstændigt og i
fællesskab skal eleverne erfare, at matematik både er et redskab til
problemløsning og et kreativt fag. Undervisningen skal give eleverne
mulighed for indlevelse og fremme deres fantasi og nysgerrighed.
Stk. 3. Undervisningen skal medvirke til, at eleverne
oplever og erkender matematikkens rolle i en kulturel og samfundsmæssig
sammenhæng. Med henblik på at kunne tage ansvar og øve indflydelse i et
demokratisk fællesskab, skal eleverne kunne forholde sig vurderende til
matematikkens anvendelse.
Biologi
Formålet med undervisningen i biologi er, at
eleverne tilegner sig viden om de levende organismer og den omgivende
natur, om miljø og sundhed samt om anvendelse af biologi. Der skal
lægges særlig vægt på forståelsen af sammenhænge.
Stk. 2. Undervisningen skal i videst mulig omfang tage sit
udgangspunkt i elevernes egne oplevelser, undersøgelser og opfattelser
samt søge at fremme deres glæde ved naturen og lyst til at beskæftige
sig med biologiske emner og problemstillinger.
Stk. 3. Elevernes ansvarlighed overfor natur og miljø skal
videre-udvikles, og undervisningen skal bidrage til at skabe grundlag
for stillingtagen og handlen i forhold til menneskets samspil med
naturen.
Geografi
Formålet med undervisningen i geografi er, at eleverne
tilegner sig viden om og forståelse af de naturgivne og kulturskabte
forudsætninger for levevilkår i Danmark og i andre lande samt
samfundenes udnyttelse af naturgrundlag og ressourcer.
Stk. 2. Undervisningen skal bygge på elevernes egne
iagttagelser, oplevelser og undersøgelser og på geografiske kilder, så
de udvikler interesse for selv at udbygge deres viden om omverdenen.
Stk. 3. Undervisningen skal fremme elevernes forståelse af
fremmede kulturer og give dem mulighed for at udvikle engagement,
selvstændig stillingtagen til og ansvarlighed over for problemer
vedrørende udnyttelse af naturgrundlag, ressourcer og den kulturskabte
omverden og konsekvenserne for miljø og levevilkår.
Natur og teknik
Formålet med undervisningen i natur/teknik er, at
eleverne gennem oplevelser og erfaringer med natur og teknik opnår
indsigt i vigtige fænomener og sammenhænge og udvikler tanker, sprog og
begreber, som har værdi i det daglige liv.
Stk. 2. Elevernes iagttagelser og eksperimenter skal
medvirke til, at de udvikler praktiske færdigheder, kreativitet og evne
til samarbejde. Undervisningen skal vedligeholde og fremme elevernes
glæde ved at beskæftige sig med natur, teknik, livsbetingelser og
levevilkår samt deres lyst til at stille spørgsmål og lave
undersøgelser.
Stk. 3. Undervisningen skal medvirke til, at eleverne
udvikler forståelse af samspillet mellem menneske og natur i deres eget
og fremmede samfund samt ansvarlighed over for miljøet som baggrund for
engagement og handling.
Fysik/kemi
Formålet med undervisningen i fysik/kemi er, at
eleverne tilegner sig viden og indsigt om fysiske og kemiske forhold.
Undervisningen skal medvirke til udvikling af naturvidenskabelige
arbejdsmetoder og udtryksformer hos den enkelte elev med henblik på at
øge elevernes viden om og forståelse af den verden, de selv er en del
af.
Stk. 2. Undervisningen skal give mulighed for at stimulere
og videreudvikle alle elevers interesse og nysgerrighed over for
natur-fænomener, naturvidenskab og teknik med henblik på at udvikle
erkendelse, fantasi og lyst til at lære. Eleverne bør opnå tillid til
egne muligheder for at forholde sig til problemstillinger med
natur-videnskabeligt og teknologisk indhold af betydning for den enkelte
og samfundet.
Stk. 3. Undervisningen skal bidrage til elevernes grundlag
for at få indflydelse på og tage medansvar for brugen af naturressourcer
og teknik både lokalt og globalt. Undervisningen skal give eleverne
mulighed for at erkende naturvidenskab og teknologi som en del af vor
kultur og vort verdensbillede.
Kreative/musiske
fag
Billedkunst
Formålet med undervisningen i billedkunst er, at eleverne
ved at skabe, opleve og analysere billeder bliver i stand til at se og
sanse på en rig og nuanceret måde og at bruge og forstå billedsprog som
et personligt meddelelses- og udtryksmiddel.
Stk. 2. Eleverne skal i arbejdet med plane, rumlige og
elektroniske bille-der tilegne sig viden og indsigt og få lyst til og
grundlag for at udtrykke sig i og med billeder.
Stk. 3. Som led i deres æstetiske udvikling og som
medskabere af kul-tur udvikler eleverne fortrolighed med kunstens og
massekulturens billedformer, og de forstår betydningen heraf i egen og i
fremmede kulturer.
Musik
Formålet med undervisningen i musik er, at eleverne udvikler
deres evne til at opleve musik og til at udtrykke sig i og om musik.
Undervisningen skal bibringe dem forudsætninger for livslang og aktiv
deltagelse i musiklivet og for selvstændigt at kunne forholde sig til
samfundets mangeartede musiktilbud.
Stk. 2. Gennem aktiv og skabende beskæftigelse med musik
skal under-visningen medvirke til elevernes følelsesmæssige og
intellektuelle udvikling, udvikling af koncentration og motorik samt øge
deres forståelse af sig selv som en del af et fællesskab.
Stk. 3. Undervisningen skal fremme elevernes forståelse af
dansk og udenlandsk musiktradition som en del af kulturlivet, dels
således som den indgår i det aktuelle samfundsliv, dels i dens
historiske perspektiv.
Idræt
Formålet med undervisningen i idræt er, at eleverne gennem
alsidige idrætslige oplevelser, erfaringer og refleksioner opnår
færdigheder og tilegner sig kundskaber, der giver mulighed for kropslig
og almen udvikling.
Stk. 2. Eleverne skal have mulighed for at opleve glæde ved
og lyst til at udøve idræt og udvikle forudsætninger for at forstå
betydningen af livslang fysisk udfoldelse i samspil med natur, kultur og
det samfund, de er en del af. Eleverne skal opnå indsigt i og få
erfaringer med vilkår for sundhed og kropskultur.
Stk. 3. Undervisningen skal give eleverne forudsætninger for
at tage ansvar for sig selv og indgå i et forpligtende fællesskab.
Håndarbejde
Formålet med undervisningen i håndarbejde er, at eleverne
ved skabende håndværksmæssigt arbejde opnår livsnære erfaringer og
bliver i stand til at overskue samspillet mellem forestilling,
planlægning og udførelse og udvikler færdighed i at formgive og
fremstille ting, der har æstetisk og funktionel værdi.
Stk. 2. Gennem udfordringerne i den tekstile designproces
får eleverne mulighed for at opleve arbejdsglæde, fællesskab og
følelsesmæssigt engagement. Derved udvikler eleverne tillid til egen
formåen og erkender værdien af æstetisk praktisk arbejde.
Stk. 3. Eleverne skal blive fortrolige med tekstil kultur og
udtryksform, så de bliver i stand til at vurdere, udvikle og formidle
den materielle kultur, de selv og andre skaber og bruger.
Hjemkundskab
Formålet med undervisningen i hjemkundskab er, at eleverne
tilegner sig kundskaber og færdigheder, så de bliver i stand til at tage
medansvar og udvise omsorg for den virksomhed, der finder sted i
hjemmet, og at de opnår indsigt i de vilkår og værdier, dette livsområde
har i samspil med natur, kultur og samfund.
Stk. 2. Gennem praktiske, eksperimenterende og skabende
opgaver får eleverne mulighed for sansemæssige og æstetiske oplevelser
og for at udvikle selvværd og livsglæde, så de i fællesskab med andre og
hver for sig får lyst til og bliver i stand til at tage kritisk
stilling og handle i hjem og samfund.
Stk. 3. Gennem undervisningen fremmes elevernes forståelse
af egen og andres kultur, som den kommer til udtryk i udførelsen af
hjemmets opgaver, samt for den betydning, anvendelsen af ressourcer har
for miljø, sundhed og livskvalitet. Undervisningen skal lægge op til, at
eleverne oplever værdien af et fællesskab og samarbejde, der bygger på
ligeværd og tolerance.
Sløjd
Formålet med undervisningen i sløjd er, at eleverne tilegner
sig kundskaber og færdigheder, der knytter sig til skabende og
håndværksmæssig fremstilling. De skal udvikle færdigheder i at formgive
og fremstille ting, der har æstetisk og funktionel værdi samt blive i
stand til at forstå samspillet i processen fra ide over planlægning til
udførelse.
Stk. 2. Elevernes fantasi, glæde ved at skabe,
eksperimenterende og vurderende holdning udvikles gennem fordybelse i
den praktiske produktfremstilling for herigennem at styrke oplevelsen af
tillid til egne muligheder.
Stk. 3. Eleverne gøres fortrolige med historiske og nutidige
teknologier samt områder som arbejdsmiljø, miljø og
ressourcebevidsthed. Derved bidrager faget til deres forståelse af
samspillet med vor fysiske omverden og naturen. Eleverne opøves i
samarbejde, medbestemmelse og medansvar gennem en arbejdsform, hvor
dialog og samarbejde er en del af undervisningsmiljøet.
Link til undervisningsministeriet